Nysted Badmintonklubs bestyrelses beretning for sæsonen 2024.

Generelt:

Denne beretning gælder for kalenderåret 2024.

Medlemmer:

Klubbens medlemstal har været stigende i sæsonen, ikke mindst som følge af bestyrelsens (læs formandens) ihærdige hvervekampagne. Samtidig er aldersgennemsnit dalet en smule, selv om den gode faste stamme er blevet et år ældre. Der er igen tilgået et par nye familier, hvilket vi i bestyrelsen sætter meget pris på. Da vi ikke har nogle træningstilbud til børn og unge i klubben, er eneste mulighed, at de spiller sammen med forældre/familie, hvilket tilsyneladende forløber til alles tilfredshed.

Medlemstallene: 58 Aktive, 6 Børn og 11 Passive. Gennemsnitsalder aktive: 66 år

Bestyrelsen:

Bestyrelsen har kun afholdt 1 bestyrelsesmøde i år. Mødet har hovedsaligt drejet sig om tilrettelæggelse af klubbens 90-års fødselsdag.

Banetider:

Årets banefordeling foregik igen uden større problemer, og vi har i alt væsentlighed bibeholdt vore banetider.

Der er få ledige timer i både Nystedsalen og Kettingehallen. Der burde derfor være plads til eventuelt nytilkomne i den kommende sæson.

Det skal igen indskærpes, at det er vigtigt, at medlemmerne får betalt kontingentet i tide, så bestyrelsen med det samme har et overblik over banebehovet, ligesom vi straks skal have meddelelse om, hvis der skiftes permanent ud på de spillende hold.

Kontingentindbetalingerne skal være sket inden 15. august, hvis man vil være sikker på at fastholde bane og spilletid og alle kan være klar til start når den nye sæson starter 1. september.

Medlemmerne skal i god tid inden sæsonstart tjekke banefordelingsoplysningerne på hjemmesiden, og meddele kassereren, hvis der er ændringer i holdene, eller banenumrene ikke er korrekte.

Økonomi:

Kassereren vil på det næstfølgende punkt gennemgå klubbens regnskab, men jeg vil her afsløre, at klubbens formue stadig er over kr. 100.000,-, selv om der har været et underskud grundet afholdelse af klubbens 90-års fødselsdag.

Turneringer:

Vi har haft op til 4 deltagere afsted til en række ældrestævner på Lolland-Falster og omegn. Der meldes om gode turneringer på alle niveauer, og hvis andre i klubben skulle være interesserede, kan de henvende sig til Jørgen Pedersen, der står for tilmeldinger m.v.

Arrangementer:

Vores 90-års fødselsdag blev afholdt på Det Gamle Pakhus. Ca. halvdelen af de aktive og passive medlemmer var tilmeldt, og de havde alle en festlig aften med masser af god mad, drikke og motion til rytmerne fra Eminent Duo.

MADAMOEN blev afviklet søndag den 15. juni 2024 fra Nystedsalens P-plads efter sædvanligt koncept og med mål på Gl. Torv. Arrangementet var igen koordineret med Nysted Kulturweekend, og der indgik udlevering af sandwich og div. drikkevarer fra Lions telt på torvet. Deltagerprisen var 100 kr. og et overskud på kr. 6,925,- kunne efterfølgende doneres af klubben til godgørende arbejde i Lions Nysted oven i deres indtjening på drikkevaresalget.

I alt 113 friske damer deltog i turen i øsende regnvejr. Kun 1 deltager undlod at gå med grundet vejret.

Igen i år var der stor tilslutning fra mandlige medlemmer/ægtefæller til guidning på turen og i målområdet. De blev rost meget af de deltagende damer for deres kompetente vejvisning og muntre kommentarer. Nystedslagteren v/Yvonne havde sponseret sandwich til hjælperne og klubben kvitterede med noget koldt til at skylle den ned med.

Tak til Ruth for det store arbejde med tilrettelæggelsen, og tak til de frivillige hjælpere og sponsorer.

Fremtidige aktiviteter:

Vi afholder MADAMOEN igen i 2025 efter samme koncept som sidste år, og vi håber på samme opbakning fra kvindelige deltagere og mandlige medhjælpere. I bedes med det samme sætte kryds i kalenderen lørdag, den 14. juni 2025 kl. 1000.

Generalforsamling og afslutningsturnering med efterfølgende smørrebrød vil blive afholdt efter samme koncept som tidligere,

Diverse:

Vores hjemmeside kører nu rigtig fint i Tommys regi. Medlemmerne opfordres til at kigge ind på siden, hvor der jævnligt lægges aktuelle ting op. Hvis medlemmerne konstaterer forkerte/manglende oplysninger, bedes de straks skrive til webmasteren.

Tak til Tommy for at påtage sig arbejdsopgaven.

Afslutning:

Jeg vil hermed overlade bestyrelsens beretning til generalforsamlingen.