| |
Nysted Badmintonklubs bestyrelses beretning for sæsonen 2016.
Generelt:
Denne beretning er den første helårlige beretning efter de vedtægtsændringer,
som blev vedtaget på forrige generalforsamling, hvilket betød, at beretningsåret
og regnskabsåret blev ændret til at følge kalenderåret.
Det betyder, at denne beretning gælder for hele kalenderåret 2016.
Medlemmer:
Selv om klubmedlemmernes gennemsnitsalder fortsat viser megen livserfaring
og ungdommeligheden nok mest er i sindet, har klubben formået at holde
nogenlunde status quo, selv om nogle af de gamle kæmper går til og fra med
diverse skader.
Vi har også set en bevaring af passive medlemmer, hvilket tyder på, at både
skadede spillere og ægtefæller ønsker at støtte op om klubben.
Bestyrelsen:
Bestyrelsen har afholdt 3 bestyrelsesmøder i år med et fint fremmøde.
Møderne har hovedsaligt drejet sig om tilrettelæggelse af klubbens arrangementer
og banefordeling.
Formanden har desværre ikke haft mulighed for at deltage, hvilket hun på forhånd
havde tilkendegivet, men hun har bidraget med skriftlige input til bestyrelsen.
Bestyrelsen ønsker at takke den afgåede formand for hendes positive bidrag til
Nysted Badmintonklub og glæder os til det fortsatte samarbejde med Nysted Tennis
Club.
Tak til bestyrelsen for et godt samarbejde.
Banetider:
Vi har igen i år fastholdt vore spilletider i Kettingehallen og Nystedsalen,
ligesom vi igen måtte bestille ekstra spilletider om tirsdagen fra 20 – 21 i
Nystedsalen til 2 nye yngre medlemmer. Der er dog fortsat lidt ledige pladser,
som vi gerne skulle have fyldt op.
Vi håber, at vi atter får succes med at fastholde vore tider i næste sæson. Det
er derfor også vigtigt, at medlemmerne får betalt kontingentet i tide, så
bestyrelsen med det samme har et overblik over banebehovet, ligesom vi straks
skal have meddelelse om, hvis der skiftes permanent ud på de spillende hold.
Turneringer:
Fl. Thomsen har igen i år arrangeret tilmelding af superveteranhold til
diverse stævner, hvor spillerne har vundet masser af erfaring i dysterne mod
spillere fra Lolland-Falster og Sydsjælland. Tak til Flemming og spillerne for
indsatsen.
Arrangementer:
Klubben har afholdt sine efterhånden traditionelle arrangementer med
juleafslutning og sæsonafslutning med turnering. Arrangementerne har haft en
tilfredsstillende tilslutning fra medlemmerne. Selv om dette har bevirket, at
der kan være lige lidt nok plads i cafeterielokalet, skal det ikke afholde de
sidste fra at melde sig til, idet vi altid har mulighed for at benytte hallen,
hvis vi bliver mange flere.
Endvidere har klubben igen i år arrangeret deltagelse i Ladywalk i Nakskov, hvor
78 lady’er deltog. Det gav os en fin pokal og megen omtale for tredjestørste
hold. Der var arrangeret bustransport og lettere bespisning. Vi håber på en
endnu større tilslutning til arrangementet i år, hvor det løber af stablen
mandag den 29. maj. Vi kan stadig stile mod en 2. eller 1. plads.
Tak til Ruth for det store arbejde med tilrettelæggelsen.
Diverse:
Klubben har fortsat samarbejde med Nysted Tennis Club, hvor medlemmerne
tilbydes et kombineret kontingent til begge klubber på kr. 800,- pr. år. Man kan
således spille tennis hele sommeren og skumtennis og badminton hele vinteren for
under 67 kroner om måneden, hvilket nok er Danmarks billigste tilbud.
Klubben har fortsat stor succes med at sælge kvalitetsbolde til medlemmerne.
Boldene bliver solgt for kr. 100,- pr. dusin, hvilket er halv pris.
Afslutning:
Jeg vil hermed overlade bestyrelsens beretning til generalforsamlingen.
|